
|
|
Det vil være en fordel, hvis du enten spiller eller har spillet fodbold tidligere – men det er ikke et krav.
På holdet får du også mulighed for at give din kunnen videre, når vi en af undervisningsgangene skal træne mindre årgange, ligesom du også får et grundkursus som kampleder, og hvor du i den forbindelse skal være med til at afvikle et børnefodboldstævne for U7-U10-hold i foråret 2027.
Det primære fokus vil dog være på din udvikling som fodbold- og – ikke mindst – holdspiller, og du vil modtage undervisning i driblinger, afleveringer, skudteknik og bevægelse uden bold, ligesom vi dykker ned i, hvordan vi bedst kommunikerer på banen, hvordan man opbygger angreb, forsvarer som en samlet enhed og læser spillet. Træningen vil variere mellem øvelser, småspil og kampe (og måske en træningskamp), så du både får sved på panden og mulighed for at udvikle dine evner i praksis sammen med de øvrige elever/spillere.
Undervisningen vil primært foregå på Otterup Stadion – og muligvis et par gange i Otterup Idrætscenter, hvis (vinter)vejret til den tid ikke tillader andet. Her vil der i så fald være fokus på indendørs fodbold et par gange.
Hvis du vil udfordre dig selv, blive bedre til sporten og have nogle aktive timer fyldt med energi og fællesskab, så er dette valgholdet for dig.
Jeg glæder mig til at se dig på banen – klar til at give den gas!
Medbring fodboldstøvler, benskinner, fodbold-/træningstøj, drikkedunk og madpakke. Vi skal være ude det meste af dagen så husk at medbringe tøj efter vejrforholdene.
Valgholdet kører følgende onsdage i skoleåret 2026-2027 ⃰:
2/9 (opstart), 30/9, 21/10, 28/10, 18/11, 9/12, 27/1, 3/2, 10/3, 7/4 og 12/5
⃰ OBS! Onsdag d. 26/8 starter øvrige valghold. På grund af Berlin-tur i denne uge skubbes opstarten til onsdag d. 2/9, hvor vi mødes første gang.
Der placeres i stedet en undervisningsgang en lørdag eller søndag i foråret 2027, hvor vi skal fungere som kampledere til et børnefodboldstævne. En mere præcis dato og nærmere info herom følger.